Det var en dejlig søndag. Jeg havde allerede været ude og gå en tur derhjemme, da mor sagde hun synes vi skulle gå i skoven. Først var der ikke overvældende begejstring (fra andre and mig altså) men så ville både Far og Mark gerne med. Først kørte Far en kæmpe omvej - næsten helt til Kalundborg tror jeg. Sådan føltes det i hvert fald. Jeg var meget utålmodig og peb hele tiden så han kunne være klar over at nu ville jeg altså gerne snart være fremme.
Til sidst fandt vi skoven. Det var en dejlig skov og der lugtede rigtigt godt alle steder. Jeg pilede frem og tilbage og trak i snoren for jeg måtte selvfølgelig ikke komme fri. ØV! Endelig slap jeg fri og jeg snusede og gravede og piskede afsted - foran alle de andre. Ih hvor går de altså langsom, undtagen når jeg snuser til noget, så skynder de sig at gå. Jeg lærer aldrig helt at forstå dem.
Vejret var pragtfuldt og træerne stod flot mod den blå himmel
Der var fældet meget tømmer og store tømmerstakke overalt. Vi poserer lige til ære for fotografen
.... men jeg er på dupperne og parat til hvad som helst
Igen skal jeg holde pause og sidde fint så Far kan få et godt billede.
Uhm hvor der dufter godt her - nej vent - jeg er slet ikke færdig - jeg tror både der har været mus og fasaner og råvildt her - kan I ikke se hvor spændende det er?
Pyh ha, nu har jeg spænet rundt, næsten rart med en lille pause. Se hvor flot en stensætning der har været her.